onsdag den 5. december 2007

Dag 57

2 uger bagefter. Hvor er prinsen på den hvide blog der kan redde mig fra virkeligheden, så jeg kan leve lykkeligt på Larsens plads med 23 ting til mine dages ende?

mandag den 26. november 2007

Dag 39 - eller sådan noget

Åh nej nu er jeg allerede en hel uge bagefter - og jeg KAN ikke slippe ud af virkeligheden, så mød mig der eller på Cassiopeia...

torsdag den 15. november 2007

Dag 11

Sikke da noget bøvlet roderi med den der personlige startside. Alt for meget gadgetteri. Det bliver ikke noget jeg bliver gode venner med. Og de RSS-feeds jeg prøvede at berige den med ville den ikke kendes ved. Og hvad skal jeg da bruge den til - når nu jeg har Tårnby Kommunes beroligende kedsommelige startside uden feeds og det hele. Der er ingen tidsspilde, der vil man bare væk så hurtigt som muligt.

Jeg ved ikke lige om jeg har lyst til at registrere min blog på Overskrift.dk. Jeg tror det risikerer at blive for voldsom en eksponering i forhold til bloggens relativt beskedne indhold. Men det kunne jeg godt ønske mig lidt kommentarer til - så værsgo.

onsdag den 14. november 2007

Dag 10

Dag 5, 6, 7, 8 og 9 forløb upåagtet på Larsens plads. Til gengæld bød virkeligheden på indlæg og kommentarer til overmål. Og nu skal der så gøres indhug i de næste ting af de 23. Men det må lige vente...

torsdag den 8. november 2007

Dag 4

Nu vil jeg også have at mit billede kommer på hver gang jeg laver en kommentar på andres blog. Og jeg kan huske at jeg har set nogen fortælle på deres egen blog hvordan de gør det. Men i stedet for at jeg suser rundt fra blog a til blog å og leder efter forklaringen, håber jeg at nogen vil bide på og servere forklaringen for mig her på min egen blog. Jeg går ud fra at man går ind i rediger Min profil, men så går jeg i stå der hvor der står man skal skrive en url. Hvad nu hvis ens foto bare ligger på ens j drev? Hm...

onsdag den 7. november 2007

Dag 3

Dag 2 på Larsens Plads forblev udokumenteret. Jeg var på kursus. Sæsonens nye bøger. Glimrende, ikke et kedeligt minut.

Dag 3 har jeg igen forgæves forsøgt at skifte farven på den fede grønne ramme på blogskabelonen. Måske er det som med ægteskab og arbejdsplads, visse ting må man leve med - eller vælge en helt ny skabelon?

Heldigvis er det jo let at vælge om - hvad skabeloner angår. Anderledes med ægteskab og arbejdsplads. Men det kommer vi måske til senere i dette projekt, hhv ting 22 og 23? Der er jo ikke meget der ikke kan ordnes med et klik med en mus og et træk i et rullegardin.

mandag den 5. november 2007

Dag 1 - igen

... i øvrigt kan jeg ikke finde ud af at ændre den der baggrundsfarve - er der nogen der har fundet ud af hvordan man gør?
Dag 1 fortsat

Nu må jeg allerede til tasterne igen! Jeg har været inde og oprette min profil med de mest nødtørftige oplysninger. (Flere vil følge senere - glæd jer) Og jeg opdager så at programmet på grundlag af mine data supplerer med yderligere oplysninger som ikke alene er forkerte men tilsyneladende også umulige at rette!

Mit stjernetegn angives til at være Tvilling! Hvilket er helt forkert. Jeg er flere timer fra at være født i Tvillingernes tegn. Jeg er en solid og jordbunden Tyr med veludviklet æstetisk sans. Ganske vist kan jeg ikke sige mig fri for Tvillingens tilbøjelighed for livlig kommunikation - hvad der måske er meget heldigt i denne sammenhæng. Ellers ville mine indlæg måske begrænse sig til - muh.

Det sker på Larsens Plads

Dag 1

Jamen så godmorgen til hele blogosfæren. Dette bliver så min fritsvævende platform i kaos. Foreløbig sker her ikke så meget endnu, jeg skal lige vænne mig til at være her. Og jeg vil heller bruge tiden på at rode lidt med at skifte den hidsige grønne farve i min blogskabelon til noget mere selvvalgt.

Men velkommen til alle læsere, begge to, og føl jer endelig fri til at kommentere mit markante indlæg.